Diagnose KOL

Diagnose KOL

Diagnose af KOL

De typiske symptomer ved KOL er åndenød, hoste og opspyt af slim fra lungerne.

Disse symptomer udvikles oftest over mange år, og man vænner sig derfor gradvist til at kunne mindre og mindre. De fleste søger først læge, når sygdommen er fremskreden, og lungefunktionen er meget nedsat.

For at stille diagnosen er det nødvendigt at måle lungefunktionen

Det gør man ved en såkaldt spirometri. Undersøgelsen foregår ved, at man fylder lungerne helt op med luft ved at trække vejret helt ind. Derefter puster man ud gennem et mundstykke så hurtigt og kraftigt – og så længe – som muligt. Spirometret registrerer, hvor meget luft man kan puste ud af sine lunger, og hvor hurtigt man kan tømme dem for luft – det giver et billede af, hvor blokerede lungerne er.

I nogle tilfælde er det nødvendigt med supplerende undersøgelser som røntgenbillede af lungerne, CT-scanning eller undersøgelse af opspyt (slim).

Hvis man hoster øgede mængder slim op af lungerne, og det skifter farve til gult eller grønt, kan det tyde på en lungeinfektion.

Undersøgelse af iltmængden i blodet kan foretages ved hjælp af pulsoxymetri eller ved en blodprøve fra en pulsåre (arterie). I nogle tilfælde griber man også til elektrokardiogram (EKG) og ultralydsscanning af hjertet (ekkokardiografi).


Source URL: https://www.novartis.com/dk-da/node/50511

List of links present in page