Ældre par holder hånd

Mange tror, at hjertepatienter kan få hjertestop af at dyrke sex. Men det er heldigvis kun en myte. Faktisk er sex både godt for konditionen og humøret. Det er dog almindeligt at opleve forskellige seksuelle problemer, når du lever med hjertesvigt.

Manglende lyst

At leve med en alvorlig lidelse kan påvirke dine tanker og selvopfattelse på mange måder.

Det er ikke ualmindeligt at have perioder, hvor bekymringer og spekulationer fylder meget og skubber sexlysten i baggrunden. Det er helt naturligt, at det sker, og det er vigtigt at acceptere, at du måske ikke altid har lyst. Omvendt er det også vigtigt at søge hjælp, hvis spekulationerne varer ved eller begynder at udvikle sig til en depression. Her kan lægen hjælpe med både medicinsk behandling eller henvisning til en psykolog.

Svigter selvopfattelsen, kan du føle dig mindre attraktiv

Hjertesvigt kan påvirke dit selvværd negativt. Du er måske vant til at se dig selv som en person, der kan klare det hele. Og pludselig kan du stå i en situation, hvor du ikke kan overkomme nær så meget som tidligere.

Det er vigtigt at forstå, at de negative tanker først og fremmest bor i ens eget sind. Din partner har valgt dig på grund af din personlighed og dine menneskelige egenskaber – og de egenskaber er stadig de samme uanset, at du har fået hjertesvigt.

Hvis potensen svigter

Af få erektion kræver, at der løber tilstrækkeligt blod til genitalierne. Og ved hjertesvigt er det netop blodomløbet, der er ramt. Derfor vil en del mænd med hjertesvigt opleve at få problemer med potensen.

Heldigvis findes der medicin, som kan afhjælpe problemet. Det er dog vigtigt, at du taler med din læge, inden du prøver. Medicin mod rejsningsproblemer kan i nogle tilfælde påvirke effekten af visse typer hjertemedicin.

Det kan føles grænseoverskridende at tale med en fremmed om sine seksuelle problemer. Men husk, lægen er professionel og sidder i lignende situationer hver dag.

Sex er mere end samleje

I vores del af verden, er sex ofte forbundet med præstation. Men sex er meget mere end samleje. Det handler i høj grad om at give hinanden nærhed og tryghed og føle sig elsket.

Hvis potensen svigter, er det en god ide at tale om, hvordan I kan være sammen under de nye forudsætninger. Ved fælles åbenhed vil de fleste par kunne finde nye og tilfredsstillende måder at dyrke sex på.

Det kan være svært at tale ærligt om sex – selv med en partner gennem mange år – så vær forberedt på, det kan kræve flere samtaler at nå ind til sagens kerne. Husk at støtte hinanden og undgå anklager. Et godt sexliv er en fælles opgave, som I begge er ansvarlige for.

Har I brug for hjælp til at komme videre, kan samtaler med en sexolog også være en vej til at finde gode løsninger.


Relateret indhold:

Livet med hjertesvigt

Angst og hjertesvigt

Når hjertesvigt rammer de sociale relationer

At rejse med hjertesvigt

DK2006294754