Fakta om CLL

Kræft er en sygdom, hvor cellerne begynder at dele sig ukontrolleret. De processer, der sker i cellerne, bliver styret af arvematerialet i cellekernen. Hvis arvematerialet bliver beskadiget, kan den medfødte kontrol af celledeling blive ødelagt. Normalt vil ødelagte celler blive bekæmpet af kroppens immunforsvar. Hvis dette ikke sker, kan cellerne videreudvikle sig til kræft.

Årsagerne til CLL er oftest ukendte. Dog kan overvægt og arvelige forhold have en betydning for risikoen for at udvikle CLL. Mange mennesker med CLL har ingen symptomer, mens andre oplever træthed, nattesved og vægttab. Andre symptomer kan være tilbagevendende infektioner eller blødninger.

Når CLL bliver diagnosticeret vælger man ofte blot at observere uden behandling til at starte med. Hvis man får symptomer, blodmangel eller nedsat blodpladetal, behandles der med kemoterapi, som dog ikke helbreder sygdommen. Yngre mennesker med CLL kan blive tilbudt at blive behandlet med knoglemarvstransplantation/stamcelletransplantation med stamceller fra en donor.

Mange mennesker med CLL kan i dag se frem til at leve et langt liv med sygdommen under kontrol pga. nye, meget lovende lægemidler.