
![]()
Forkølelsessår, herpes labialis
- 25 % af befolkningen har tilbagevendende forkølelsessår mindst to gange om året.
Hvad er forkølelsessår?
Forkølelsessår skyldes en virusinfektion med herpes simplex virus (HSV). Under et udbrud dannes der grupper af små væskefyldte blærer på huden omkring læberne og næsen. Huden kan også være rød, hævet og smertende.
Efter et udbrud trækker virus sig tilbage til ansigtets nerver, hvor det ligger i dvale.
Når du én gang er blevet smittet med forkølelsessår, vil du altid have virus i kroppen, og der er dermed sandsynlighed for, at du vil opleve et udbrud igen.
Virus kan aktiveres af
-
sol
-
kulde
-
vind
-
menstruation
-
stress
-
træthed
-
nedsat immunforsvar pga. anden sygdom, f.eks. forkølelse.
Hvad er symptomerne for forkølelsessår?
Et forkølelsessår gennemgår forskellige stadier:
- Prikkende fornemmelse
Nogle føler en prikkende eller brændende fornemmelse inden et udbrud af forkølelsessår. Hos nogle varer den kun få timer eller minutter. - Blærer
Omkring 25 % af alle forkølelsessår kommer aldrig længere end til den prikkende fornemmelse. Resten udvikler sig til små, smertende og væskefyldte blærer. - Åbent sår
Blærerne vokser sammen til et smertefuldt og væskende sår. Det er på dette tidspunkt, at forkølelsessåret smitter allermest, så du skal undgå at kysse nogen, dele kopper, bestik og håndklæder med andre og have oralsex. Du bør desuden huske at vaske fingre grundigt, hvis du kommer i berøring med forkølelsessåret. - Skorpet sår
Såret heler langsomt indefra uden ardannelse, når forkølelsessåret tørrer ud.
Typisk tager det ca. 10 dage for et ubehandlet forkølelsessår at hele, selvom det kan variere fra det ene udbrud til det næste. Det angrebne område kan være lidt rødt i flere dage efter.
Hvem får forkølelsessår?
Herpes simplex virus er meget udbredt, og det smitter både børn og voksne. Op til 90 % af befolkningen er blevet smittet med viruset på et tidspunkt, men det er kun ca. 25 % af befolkningen, der har tilbagevendende forkølelsessår mindst to gange om året.
Hvordan stilles diagnosen for forkølelsessår?
Oplever du symptomer på forkølelsessår, men er i tvivl, kan du søge råd hos lægen eller på apoteket. Her vil din fortælling og udseendet af såret højst sandsynligt være nok til at stille diagnosen.
Hvordan behandles forkølelsessår?
Den mest effektive behandling hindrer virus i at sprede sig. Samtidig skal behandlingen indeholde stoffer, der virker i alle forkølelsessårets stadier - altså både i forkølelsessårets prikke-, blære- og sårstadium.
Læs mere om forkølelsessår
Information må ikke erstatte besøg hos lægen
Indholdet på Novartis’ hjemmeside er udelukkende til oplysning og information, og vil aldrig kunne erstatte et besøg hos lægen. Hvis du har symptomer, der minder om dem, du kan læse om på disse sider, anbefaler vi dig at gå til egen læge.
Kontakt os

Har du spørgsmål eller kommentarer til Novartis, vores produkter eller behandlingsområder?