
![]()
Diagnose
Det er vigtigt at få stillet diagnosen så tidligt som muligt, så forældre, søskende og alle andre i barnets omgivelser kan tage de nødvendige forholdsregler i forhold til barnet.
Ved at være opmærksom på diagnosen kan barnet få den pædagogiske, omsorgsmæssige og eventuelt medicinske behandling, der er nødvendig. Det kan sikre barnet mod unødvendige nederlag, lavt selvværd og en følelse af fiasko.
Diagnosen stilles som regel i de første skoleår, men symptomerne har sædvanligvis givet problemer før skolealderen. Diagnosen stilles på baggrund af et tværfagligt samarbejde, hvor både pædagoger, lærere og psykologer forholder sig til, hvilke symptomer, der optræder og har optrådt hos barnet gennem en længere periode. For at stille diagnosen skal mindst seks ud af ni typiske symptomer være tilstede – og have været til stede gennem mindst seks måneder før 7-års alderen. Endelig stilles diagnosen kun, hvis symptomerne giver barnet problemer i forhold til indlæring og sociale relationer i forhold til omgivelserne.
Diagnosen vil til enhver tid blive stillet af en læge med speciale i adfærdssygdomme hos børn. Diagnosen stilles på baggrund af en række tværfaglige undersøgelser af barnet, hvor der er fokus på den motoriske udvikling, barnets koncentrationsevne og modenhed. Desuden vurderer fagfolk – dvs. pædagoger, lærere og psykologer barnets sproglige udvikling, intelligens og indlæringsevne. Barnet skal gennemgå en række tests, der kan afdække, hvorfor barnet har indlæringsproblemer. Lægen laver en nøje beskrivelse af barnets adfærd både i hjemmet, i skolen og i andre sammenhænge. Lægen er derfor meget afhængig af de informationer, forældre og skole kan bidrage med, så helhedsbilledet bliver så korrekt og fyldestgørende som muligt.
De hyperaktive ADHD-børn er lettest af diagnosticere, mens det stille barn med ADHD er vanskeligere, da de primære symptomer er opmærksomhedsproblemer. Disse børn opdages ofte sent, måske fordi de ikke er så forstyrrende i forhold til deres omgivelser.
ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder)
Læs mere på ADHD.dk
ADHD-foreningens formål er at skabe forståelse for og faktisk forbedring af forholdene for mennesker med ADHD og deres pårørende.
Information må ikke erstatte besøg hos lægen
Indholdet på Novartis’ hjemmeside er udelukkende til oplysning og information, og vil aldrig kunne erstatte et besøg hos lægen. Hvis du har symptomer, der minder om dem, du kan læse om på disse sider, anbefaler vi dig at gå til egen læge.
Kontakt os

Har du spørgsmål eller kommentarer til Novartis, vores produkter eller behandlingsområder?